Dansk solcelleraket stormer frem og sigter mod børsnotering

Nordic Solar vokser massivt, mens selskabet jagter pengestærk investor og sigter mod børsnotering om kort tid
Den danske solcellevirksomhed Nordic Solar voksede markant i 2021, og virksomheden formåede at holde momentum i 2022.
Det afslører selskabets netop offentliggjorte regnskab.
Omsætningen voksede med 56 pct. til 72,4 mio. euro, og driftsresultatet steg til 49,3 mio. euro, svarende til en forøgelse på 53 pct. i et år, der var præget af en global energikrise.
“Vi har selvfølgelig været positivt påvirket af den prisøgning, der har været i markedet, men resultaterne er også nået i kombination med, at vi har fået øget produktionskapacitet,” siger Jes Vengaard, finansdirektør i Nordic Solar.
Virksomheden opfører og investerer i solcelleparker for over 700 velhavende investorer, som samlet har skudt over 3 mia. kr. i projekter i 12 europæiske lande.
Nordic Solar har 359 MW i drift på nuværende tidspunkt og en pipeline på hele 1800 MW.
“Så vi forventer også en ret kraftig vækst over de kommende år,” fortæller adm. direktør Nikolaj Holtet Hoff, der var med til at stifte Nordic Solar i 2010.
Alene i indeværende år er målet at bygge solcelleparker, der øger den samlede kapacitet med 65 pct.
“I 2022 byggede vi 33 MW og igangsatte yderligere 33 MW. Men i 2023 igangsætter vi 240 MW, og det er lidt af et geargearskifte,” lyder det fra Nikolaj Holten Hoff.
Leder efter investor
Hvis Nordic Solar skal opføre solcelleparker med en samlet kapacitet på 1800, vil det koste i omegnen af 10,5 mia. kr.
Derfor har virksomheden brug for betydelig kapital fra eksterne investorer. “Vi føler, at vi er kommet op på en lidt større klinge, og derfor kræver det nogle dybere lommer end tidligere” – Nikolaj Holten Hoff, adm. direktør og stifter, Nordic Solar.
Nikolaj Holtet Hoff og virksomhedens yderligere aktionærer har i flere år flirtet med en børsnotering, men som Børsen kunne fortælle i januar, er Nordic Solar nu i første omgang på jagt efter en medejer. Med hjælp fra investeringsbanken Carnegie leder virksomheden efter pengestærk minoritetsinvestor, og den proces ventes at være afsluttet i løbet af første halvår 2023.
“På nuværende tidspunkt er det eneste, vi kan sige, at vi stadig arbejder på det. Når man sætter sådan en proces i gang, er det meget følsomt, men vi forventer stadig at få kapital ind,” siger Nikolaj Holtet Hoff.
Vil børsnoteres
Tidligere er Noric Solar lykkedes med at rejse penge fra en lang række mindre investorer, men nu har selskabet ændret strategi.
“Vi stoppede med at hente penge fra private investorer sidste år. Vi føler, at vi er kommet op på en lidt større klinge, og derfor kræver det nogle dybere lommer end tidligere,” siger Nikolaj Holtet Hoff.
I januar fortalte han, at en eventuel børsnotering i fremtiden også afhang af en kommende medejer. Men nu slår Nikolaj Holtet Hoff fast, at Nordic Solar går efter at blive børsnoteret i København inden for et til to år.
“Men en børsplan er jo aldrig mere konkret end, at hvis markedet ikke er til en børsnotering, så må man finde en anden måde at rejse penge på,” siger han.
Flere kendte investorer
Nordic Solar er stiftet som et investeringsselskab, der udelukkende beskæftiger sig med solcelleparker. Blandt Nordic Solars mere end 700 investorer er der flere kendte navne iblandt. Det gælder f.eks. Per Thrane, der blev velhavende på salget af Thrane & Thrane, kildevandskongen fra Aqua D’or Allan Feldt, Eigild Bødker Christensen, der står bag Color Print, Pandoras tidligere salgsdirektør Kenneth Ramstrup og telerigmanden Michael Moesgaard Andersen, der solgte mobilselskabet CBB til Telenor.
Kilde: borsen.dk