Godt 2022 for Nordic Solar – åbner 5 nye solparker i 2023

Nordic Solar, som udvikler, bygger og driver solparker over hele Europa, opnåede i 2022 flotte resultater, både strategisk, operationelt og finansielt. Solenergivirksomheden kom ud af året med over 50 pct. stigning i både omsætning og EBITDA. I løbet af 2023 vil Nordic Solar igangsætte byggeri af fem nye solparker med særlig fokus på biodiversitet rundt omkring i Europa.

Det danske energiselskab Nordic Solar, der udvikler, bygger og driver solparker i 12 europæiske lande, kom ud af 2022 med et flot resultat og en yderst lovende udviklingsportefølje med planlagte solparkprojekter.

Virksomheden, der har fokus på velkonsolideret ekspansion på et stærkt voksende grønt energimarked, opnåede i 2022 en omsætning på 72,4M EUR, svarende til en stigning på 56 pct. i forhold til året før. Samtidig kan Nordic Solar notere en vækst i EBITDA på 53 pct. i forhold til 2021 og en EBITDA-margin på 68,1 pct.

Ifølge Jes Vengaard, der er CFO hos Nordic Solar, var 2022 et år, som både blev brugt til at professionalisere og konsolidere virksomheden yderligere, men også til at navigere i et turbulent energimarked.

”Det er i høj grad lykkedes os at styre sikkert gennem et farvand, som var domineret af verdens første egentlige globale energikrise, der betød store forandringer i både udbuds- og efterspørgselsmønstrene. Det har både skabt nogle muligheder for os, men bestemt også udfordret os hen ad vejen med bl.a. stigende omkostninger ved etableringen af nye solparker. Jeg er stolt over at kunne konstatere, at Nordic Solar i dag står stærkere end nogensinde med en meget solid udviklingsportefølje af planlagte projekter, som vi skal rulle ud i løbet af de kommende år,” fortæller Jes Vengaard.

Klar til fremtidig børsnotering
Nikolaj Holtet Hoff, der er CEO hos Nordic Solar og stifter af virksomheden, er godt tilfreds med, at den 2025-strategi, virksomheden lagde i 2021, allerede nu giver flotte resultater, og styrer Nordic Solar frem mod en spændende fremtid:

”Vi har leveret stærke resultater i 2022 – både strategisk, operationelt og finansielt, og vi er kommet langt på vores rejse mod at blive en af Nordens førende solenergivirksomheder. Siden starten på Nordic Solar har det været vores ambition at blive børsnoteret og skabe en folkeaktie. I 2022 har vi gjort os klar til at kunne gøre det, når og hvis vi og vores aktionærer beslutter det,” siger Nikolaj Holtet Hoff.

Fem nye solparker på vej i 2023
Nordic Solar har en planlagt udviklingsportefølje på solparker på over 1.8 GW. Alene i 2023 forventer Nordic Solar at påbegynde byggeriet af minimum fem nye solparker. Det drejer sig bl.a. om solparker i Litauen, Sverige og Danmark.

Fortsættes…

Fokus på øget bæredygtighedsindsats
I løbet af 2022 åbnede Nordic Solar sin første solpark med et særligt udviklet biodiversitetskoncept. Det skete i Lysabild i Sønderjylland, og denne indsats skal virke som prototype for virksomhedens eksisterende og kommende solparker i Europa. Initiativerne skal øge mangfoldigheden af planter og dyr i området, og etableres forud for, at solparkerne bygges på arealerne.

I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2022, udgiver Nordic Solar også årets bæredygtighedsrapport, som redegør for virksomhedens indsats for at styrke sin bæredygtighedsindsats. Nordic Solar har gennem de seneste år arbejdet målrettet på at få gjort alle aspekter af forretningen mere bæredygtige. Denne proces er i fuld gang, og virksomheden er bl.a. i færd med at sørge for, at alle dele af organisationen er tæt involveret i samspillet om indsatserne.

Solenergi forventes at blive langt større end andre energiformer
Solenergi har, gennem hele 2022, fastholdt sin førerposition som den hurtigst voksende energikilde – og det globale solenergimarked passerede en vigtig milepæl, da man i starten af året kunne markere installationer globalt på samlet set 1 terawatt. Ifølge industrikilder forventes dette tal at blive fordoblet på blot tre år.

Ifølge Det Internationale Energiagentur udgjorde solenergi i 2021 omkring 11 pct. af den samlede installerede energikapacitet. Det forventes, at ud af de ca. 12.000 gigawatt, der skal installeres frem mod 2050, vil mere end halvdelen være solenergi. Det betyder samtidig, at solenergi vil øge sin markedsandel fra 11 pct. i 2021 til næsten 40 pct. i 2050 og teknologien vil dermed være langt større end alle andre energiformer.

Læs årsrapporten for 2022 her

Læs bæredygtighedsrapporten for 2022 her

For yderligere information, kontakt:

Camilla Rose,
Head of Communications & Sustainability, Nordic Solar A/S
Tlf. +45 28 19 29 09
[email protected]

Om Nordic Solar A/S
Nordic Solar er en dansk solenergivirksomhed, som udvikler, bygger og driver solparker i industriel skala over hele Europa. Siden etableringen i 2010, er behovet og markedet for grøn energi steget eksplosivt, og Nordic Solar ønsker at være en central del af den grønne omstilling. Selskabet er ejet af over 700 aktionærer og beskæftiger mere end 80 medarbejdere. I dag ejer Nordic Solar solparker i drift med en samlet kapacitet på 359 MWp over hele Europa, og har en udviklingsportefølje på over 1.8 GW. Se mere på www.nordicsolar.eu

Tilmeld dig vores nyhedsbrev