Nordic Solar styrker ledelsen med to tunge profiler. Jes Vengaard indtræder som CFO og Glenn Aagesen
bliver ny COO. Nordic Solar undergår i disse år en kraftig udvikling og virksomheden voksede
med mere end 40 pct. alene i 2020. De to nye profiler skal understøtte væksten og bl.a. styrke virksomheden
frem mod en mulig børsnotering.

Nordic Solar, som investerer i solenergi over hele Europa, har ansat Jes Vengaard som CFO og
Glenn Aagesen som COO. Virksomheden vokser kraftigt i disse år, og har fordoblet sin organisation
igennem de sidste år, og ønsker at styrke ledelsen.

”Nordic Solar har de seneste år taget flere kvantespring. Vi er midt i en udviklingsfase, hvor vi vokser
og har en langt større organisation end hidtil. Derfor øger vi nu professionaliseringen af organisationen, og gør den klar til en mulig fremtidig børsnotering. Vi er meget glade for at kunne byde velkommen til to erfarne profiler i vores ledelse, som kan hjælpe os på vores videre rejse,” fortæller Nikolaj Holtet Hoff, der er administrerende direktør i Nordic Solar.

Tung erfaring fra hele værdikæden
Glenn Aagesen, som indtræder som ny COO i Nordic Solar, har lang erfaring med at bygge og drive
solcelleparker og vindmølleparker, og har et indgående kendskab til hele værdikæden omkring grøn
energi. Glenn Aagesen har tidligere stiftet og drevet den succesfulde virksomhed FairWind, og hans
rolle i Nordic Solar vil være at sørge for, at virksomheden er skarp i hele værdikæden og har øget fokus på proces- og omkostningsoptimering.

CFO til kommende mulig børsnotering
Til at varetage den vigtige CFO-rolle hen imod en mulig børsnotering har Nordic Solar ansat
Jes Vengaard, som senest kommer fra en stilling i Ejendomsinvest/Proark. Jes Vengaard er statsautoriseret revisor og har fra bl.a. PwC og Grant Thornton en mangeårig revisions- og regnskabsbaggrund. Han har erfaring med virksomheder med en kompleksitet og international koncernstruktur, der ligner Nordic Solars, samt rutine i at understøtte vækst og udvikling, som Nordic Solars.

Om Nordic Solar
Nordic Solar har, siden etableringen i 2010, haft fokus på bæredygtig solenergi kombineret med et
attraktivt afkast til sine mere end 500 investorer. www.nordicsolar.eu

Nordic Solar har gennem sine 2 investeringsselskaber, der investerer i færdigbyggede og i byggeprojekter
af industrielle solparker, lavet transaktioner for mere end 3,2 mia. DKK i 10 forskellige europæiske
lande.

For mere information, kontakt Camilla Rose, Nordic Solar, +45 28192909 eller [email protected]

Vedhæftede billeder af Glenn Aagesen, Jes Vengaard og Nikolaj Holtet Hoff er til fri, redaktionel afbenyttelse.