Odenses borgmester åbnede tirsdag Nordic Solars nyeste solpark.

Odenses borgmester, solens retning og biodiversitet spillede centrale roller, da Nordic Solar tirsdag den 15. august officielt indviede sin nyeste solpark ved Højby på Fyn. Højby Solpark er Nordic Solars første danske solpark etableret med et tracking-system, hvor solcellerne automatisk drejer og vender sig mod solens stråler, hvilket optimerer energiproduktionen.
(På billedet ovenfor ses Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, t.h. Glenn Aagesen, COO, Nordic Solar og Jacob Hänel Christensen, Business Development Director, GreenGo Energy. Foto: Niclas Jessen)
Højby Solpark blev officielt indviet
Nordic Solar åbnede tirsdag den 15. august officielt sin nyeste solpark i Højby nær Odense. Til stede ved åbningen var blandt andre Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, repræsentanter fra en række af de virksomheder, der skal aftage den grønne energi fra Højby Solpark samt de samarbejdspartnere, der har hjulpet med at udvikle og etablere solparken, der er udviklet med fokus på både at optimere energiproduktionen og på biodiversitet, der skal bidrage til at skabe gode rammer for naturen og dyrelivet omkring solparken.
Odense Kommune glæder sig over, at byens elproduktion nu bliver endnu grønnere
Borgmester Peter Rahbæk Juel, der foretog den officielle indvielse af solcelleparken, glæder sig over, at Odenses elproduktion nu bliver endnu grønnere.
”I Odense har vi givet os selv den bundne opgave, at vores by skal være klimaneutral senest i 2030. Det gør os til en af de mest ambitiøse kommuner, når det kommer til grøn omstilling – og derfor glæder det mig, at virksomheder og samarbejdspartnere som Nordic Solar kan se ideen i at satse på Odense. Solcelleparken her i Højby kommer til at levere grøn strøm til flere danske virksomheder – og endda med et klart blik for, hvordan samspillet med natur og biodiversitet kan indrettes,” siger Peter Rahbæk Juel.
Fælles visioner og samarbejde er vejen til grøn omstilling
Nordic Solars administrerende direktør Nikolaj Holtet Hoff, der også var til stede ved åbningen af Højby Solpark, sætter stor pris på det gode samarbejde på tværs af kommunen, borgere og erhvervslivet, som medvirker til at styrke den grønne omstilling:
”Der er ingen tvivl om, at både fælles visioner og et godt samarbejde mellem kommuner, borgere, energivirksomheder og de virksomheder, der ønsker at aftage strømmen fra vedvarende energikilder, er vigtige for udrulningen af mere grøn energi i samfundet. Derfor er vi også utroligt glade for at kunne åbne Højby Solpark sammen med alle, der, netop gennem et godt samarbejde, har gjort det muligt at sætte yderligere skub i produktionen af solenergi og forsyne flere danske virksomheder med strøm fra solparken,” siger Nikolaj Holtet Hoff.
Fokus på biodiversitet og optimalt udbytte af solens stråler
Solparken i Højby er, i samarbejde med biologer fra Mols Consulting, udviklet med et særligt fokus på biodiversitet, hvor der blandt andet kommer til at være et bredt, levende hegn rundt om området bestående af træer og buske, som skal skabe en god ramme for planter og dyr. Derudover skiller Højby Solpark sig også ud ved at være etableret med et tracker-system, der indebærer, at solcellerne automatisk drejer sig mod der, hvor solens stråler er. Tracker-systemet skal optimere energiproduktionen i solparken, fortæller Glenn Aagesen, der er COO hos Nordic Solar:
”Vi forsøger hele tiden at optimere vores solparker, både ved at sørge for de bedst mulige rammer for naturen og dyrelivet i og omkring solparken, men også ved at tænke nye teknologier og metoder ind, der sikrer vi får mest energi ud af solstrålerne. Det er første gang, Nordic Solar benytter teknologien med et tracker-system i en dansk solpark, og vi glæder os til at se resultaterne af det,” siger Glenn Aagesen.
Danske virksomheder skal aftage energien fra Højby Solpark
Energien fra den nye solpark vil gå til en række danske virksomheder, der har fokus på omlægning til grøn energi. Således er der lavet aftaler med Fipros, som er er en fynsk lønproducent af fødevarer og fødevareingredienser, datacenterinfrastruktur-virksomheden Fuzion i Skanderborg samt EWII om en stor del af energikapaciteten. Ligeledes er butikskæden Imerco en af aftagerne og ønsker at forsyne deres landsdækkende butiksnet med mere grøn energi.
Foruden samarbejdet med Mols Consulting, EWII, Fuzion, Fipros og Imerco, etableres solparken i samarbejde med bl.a. GreenGo Energy, Our New Energy og EnergiTeam samt Sparekassen Kronjylland som byggefinansieringspartner.

Glenn Aagesen, COO, Nordic Solar, byder velkommen til åbningen af Højby Solpark, hvor blandt andet borgmesteren i Odense Kommune, en lang række samarbejdspartnere og naboer var inviteret med. (Foto: Niclas Jessen)

Lasse Stig Bossen, biolog og konsulent hos Mols Consulting, der har medvirket til at udvikle biodiversitetsinitiativer i solparken, fortæller om de forskellige tiltag, der skal bidrage til at skabe gode rammer for naturen og dyrelivet i området. (Foto: Niclas Jessen)