Pressemeddelelse, Nordic Solar
Nordic Solar og Swedbank indgår finansieringsaftale på trecifret millionbeløb for ny solpark i Litauen
Det danske solenergiselskab Nordic Solar har sammen med Swedbank i Litauen indgået en non-recourse projektfinansieringsaftale på et trecifret millionbeløb for selskabets anden solpark i landet, som selskabet netop nu bygger i regionsbyen Švenčionys.
07-04-2025

Nordic Solar bygger endnu en solpark i Litauen, som er tæt på at gå i drift. Solparken skal tilsluttes elnettet her i foråret, og er dermed den anden solpark, som Nordic Solar har udviklet og bygget, der vil forsyne borgere i Litauen med strøm fra solenergi. Solparken vil med sin produktionskapacitet på 80 MWp bidrage til at styrke landets selvforsyning med vedvarende energi og forsyne mere end 35.000 litauiske husstande.
Nordic Solar satte i 2024 selskabets første, og landets hidtil største, solpark i drift i Molètai, med en produktionskapacitet på 100 MWp. Nordic Solar og Swedbank indgik sidste år en projektfinansieringsaftale for det projekt, og indgår nu sammen en ny finansieringsaftale, som denne gang dækker den nye solpark i Švenčionys, der ligger godt 80 kilometer nord fra hovedstaden Vilnius.
Dermed har samarbejdet mellem Swedbank og Nordic Solar indtil videre ført til en samlet produktionskapacitet på 180 MWp i Litauen, som yder et væsentligt bidrag til Litauens produktion af vedvarende energi.
Finansiering udbetales allerede nu før byggeriet er afsluttet og anvendes dermed som en non-recourse byggefinansiering.
”Det er en solid finansieringsløsning, som vi har indgået med Swedbank og den afspejler hvor attraktivt et projekt der er tale om. Nordic Solar glæder sig over at kunne bidrage til at styrke Litauens produktion af vedvarende energi, som er højt på dagsordenen i landet.Et stærkt samarbejde båret af fælles visioner er helt afgørende for, at vi kan realisere flere solenergiprojekter i landet, og her har vi igen sat utroligt stor pris på samarbejdet med Swedbank. Der er ikke alene tale om en attraktiv finansieringsløsning, men en attraktiv mulighed for at kunne samarbejde på tværs af landegrænser om at styrke Litauens muligheder for at øge andelen af solenergi i energimixet og styrke energiforsyningen i tråd med landets ambitiøse nationale mål,” siger Tim Janusch Gadatsch, Chief Investment Officer, Nordic Solar.
I Swedbank i Litauen siger, Ignas Mačeika, medlem af bestyrelsen og Head of Corporate Customer Division: “Vores fortsatte partnerskab med Nordic Solar og den finansiering, der er ydet til deres anden solpark, muliggør en hurtig omstilling af Litauens energisystem mod en fremtid baseret på vedvarende energi. Litauens strategiske mål er at have 100 procent lokalt produceret elektricitet inden 2030, og projekter som store solparker bringer det mål endnu tættere på.”
Den nye solpark i Švenčionys bliver bygget med Nordic Solar’s egenudviklede stålkonstruktion, som selskabet har opnået europæisk patent på. Konstruktionen er optimeret til, at de monterede bifacial-moduler indfanger mest indstråling. Samme løsning er brugt i solparken i Molètai for at optimere solenergiproduktionen fra bagsiden af solpanelerne.
For yderligere information kontakt:
Director, Impact, ESG & Communication, Mette Just Elkjær, Nordic Solar A/S
Tel +45 20 30 15 44, [email protected]
Om Nordic Solar A/S
Nordic Solar er en dansk solenergivirksomhed, som udvikler, bygger og driver solparker i forsyningsskala i Europa. Siden etableringen i 2010 er behovet og markedet for vedvarende energi steget kraftigt, og Nordic Solar ønsker at være en central del af energiomstillingen. Selskabet er ejet af ca. 725 aktionærer og beskæftiger mere end 150 medarbejdere. I dag driver Nordic Solar solparker med en samlet kapacitet på næsten 500 MWp over hele Europa og har projekter under udvikling og opførelse på ca. 3 GW.