Pressemeddelelse
Nordic Solar og Swedbank indgår finansieringsaftale for Litauens største solpark
Det danske solenergiselskab Nordic Solar, der har etableret sin hidtil største solpark i Moletai regionen i Litauen, som tilmed er landets største solpark til dato, har sammen med Swedbank indgået en non-recourse-finansieringsaftale på 245 mio. kroner (EUR 33 mio.).
26-08-2024
Nordic Solar indviede i maj måned officielt sin solpark Moletai i det østlige Litauen ca. 60 kilometer fra hovedstaden Vilnius. Solparken, der har været tilsluttet elnettet siden april, har med sin produktionskapacitet på 100 MWp, kapacitet til at producere strøm i et omfang svarende til det årlige forbrug i ca. 28.000 gennemsnitlige europæiske husstande og bidrager dermed væsentligt til produktionen af solenergi i Litauen.
Med den nye låneaftale mellem Nordic Solar og Swedbank, er finansieringen af den strømproducerende park på plads.
Nordic Solar glæder sig over den nye finansieringsaftale, som er med til at styrke investeringen i og udbredelsen af solenergi.
”Det er en vigtig aftale, vi sammen har indgået, som er medvirkende til at sikre udrulning af mere vedvarende energi i Litauen. Vi ser det som et betydningsfuldt skridt i den rigtige retning, at vi gennem et godt og stærkt samarbejde med Swedbank kan investere i udvikling og produktion af solenergi i landet, som både har ambitiøse nationale mål for og et stort fokus på omstillingen til vedvarende energi. Vi er tilfredse med aftalen og glæder os udover det fortsatte samarbejde med Swedbank, til at bidrage til omstillingen med produktionen fra vores solpark i Moletai,” siger Holger Bang, Chief Investment Officer i Nordic Solar.
Swedbank i Litauen glæder sig ligeledes over den nye finansieringsaftale, som er med til at styrke investeringen i og udbredelsen af solenergi.
”Den hurtige omstilling af energisektoren i Litauen skal bidrage til at opnå målene for reduktion af udledning og samtidig styrke landets energiforsyning. Hele landets energiforbrug skal ifølge de officielle nationale mål være baseret på vedvarende energi i 2030, hvilket kræver fortsat hurtig udvikling af vindenergi, solenergi og energilagring. Vi er glade for, at vores nye partnerskab med Nordic Solar bidrager til dette mål og vores finansiering gør det muligt for selskabet at udvide sine aktiviteter i denne retning yderligere”, siger Ignas Mačeika, medlem af bestyrelsen samt Head of Business Clients Division i Swedbank i Litauen.
Nordic Solar’s solpark i Moletai, som er etableret i et bakket område med gode muligheder for at fange de stærke stråler fra solen i solskinstimerne, er konstrueret med Nordic Solar’s egenudviklede patenterede konstruktion til bifacial, eller tosidede, solpanaler, som både kan producere energi fra for- og bagsiden.I alt er ca. 150.000 solpaneler installeret i solparken, som også er etableret med implementering af forskellige initiativer, der skal være med til at fremme biodiversitet og gavne dyre- og plantelivet på området.