Pressemeddelelse

Nordic Solar sælger solpark i Portugal til energikoncernen EOS

Nordic Solar har solgt en del af sin portefølje i Portugal fra til energikoncernen EOS Holding, der investerer i solenergi på det europæiske marked. Med salget markerer Nordic Solar sit andet strategiske frasalg af en solpark og sit fokus på investering i storskala-solparker.

20-02-2024

Solpaneler

Nordic Solar har gennemført sit andet frasalg af en af selskabets porteføljer, solparken Trofa i Portugal, der ligger i Vilares nordøst for Porto. Solparken, der dækker ca. 11 hektar og har en kapacitet på 2,3 MWp, har som Nordic Solars ottende investering været en del af selskabets samlede portefølje siden 2016. Køberen er den schweiziske energikoncern EOS Holding, som siden 2010 har fokuseret på vedvarende energi, og som i forvejen har tre solenergianlæg i Portugal.

Nordic Solar, der nu har gennemført sit andet frasalg af et aktiv, er meget tilfredse med aftalen, som er kommet hurtigt på plads, og som understøtter selskabets strategi om investering i storskala-projekter.

”Nordic Solar er med vores andet strategiske frasalg i porteføljen meget positive over den aftale, vi inden for ganske få måneder har fået på plads i godt samarbejde med EOS. Nordic Solar har i dag fokus på investering i storskala-projekter, hvor vi selv står for design- og byggeprocessen, og derfor er vi meget tilfredse med at have gennemført endnu et frasalg, som skærper dette fokus og understøtter strategien med at recirkulere vores kapital i storskalaparker. Salget af endnu en solpark viser, at vores organisation har stærke kompetencer i salg af projekter, som er en væsentlig del af strategien fremadrettet.” siger Holger Bang, Chief Investment Officer, Nordic Solar.

Nordic Solar har fortsat to solparker i Portugal og projekter i 12 lande i Europa. Nordic Solar planlægger yderligere frasalg af aktiver i 2024, og forventer med udviklingen i selskabets projektportefølje og igangværende byggerier at fordoble produktionskapaciteten i løbet af 2024.

For yderligere information, kontakt:
Head of Communications & Marketing, Maria Jørvad, Nordic Solar A/S
Tlf. +45 20 96 53 79, [email protected]